Guide: Sådan forbinder du din Bluetooth-højttaler til pladespilleren

Kan man forbinde sin Bluetooth-højttaler til sin pladespiller? Ikke uden at bruge kabler. Se her, hvordan du gør.

Det fede ved trådløse højttalere – og i særdeleshed Bluetooth-højttalere – er, at de er lette at have med rundt omkring, fordi de ikke har nogle ledninger. I værste fald er du nødt til at sætte et opladerstik i, hvis der ikke er mere strøm på. De fleste Bluetooth-højttalere, du kan købe i dag, har dog et forholdsvist stort batteri, hvilket betyder, at de kan holde strøm i lang tid ad gangen.

Du behøver altså ikke at have din Bluetooth-højttaler sat til din musikkilde. Du streamer bare fra din telefon, tablet eller computer, og så kan du ellers have den med, hvorhen du vil; rundt i din bolig, i haven, i parken… ja,  selv på stranden.

Pladespillere og streaming stiger i popularitet

I takt med at musikstreaming vinder mere og mere terræn, stiger populariteten på pladespillere og LP’er også, paradoksalt nok. Det er svært at forestille sig en enhed, der er mindre praktisk at spille musik fra end en pladespiller. Én ridse i pladen, og fornøjelsen er ødelagt. Bliver vinylen for varm, bliver pladen deform, og du kan lige så godt smide den ud. Og så har vi slet ikke berørt prisen endnu – en plade kommer let op at koste omkring 250 kr. Alligevel er salget af vinylplader steget hvert år de seneste 10 år.

Det betyder, at der er flere og flere, der investerer i en pladespiller – og da mange unge mennesker ikke ejer et sæt ‘almindelige’ højttalere, men udelukkende et sæt Bluetooth-højttalere, opstår spørgsmålet; er det overhovedet muligt at kombinere sin trådløse højttalere med sin pladespiller? Det korte svar er ‘ja’. Men hvordan gør man så?

Vælg en pladespiller med en indbygget pre-amp

Pladespillere producerer et Phono-signal, og medmindre du tilslutter den til en forstærker med et Phono-input, er du nødt til at finde en anden kilde til at forstærke lyden, hvis du vil høre noget. Den gode nyhed er dog, at flere nyere pladespillere har en indbygget pre-amp, så du ikke behøver at forstærke lyden fra en ekstern kilde.

Det betyder, at du godt kan tilslutte din Bluetooth-højttaler via et almindelig AUX-stik.

Køb en USB-pladespiller

Hvis du udelukkende har Bluetooth-højttalere at afspille din lyd fra, kan løsningen være at købe en USB-pladespiller. De fås efterhånden i mange afskygninger, og de fungerer ved, at du tilslutter dem din computer via USB-porten. Herfra har du mulighed for at streame lyden til din trådløse højttaler. Praktisk, hvis du vil kunne høre dine plader i køkkenet eksempelvis.

Brug en RIAA-forstærker med AUX-udgange

Alternativt kan du koble din pladespiller til en RIAA-forstærker med AUX-udgange. De fås i HiFi-Klubben eller på nettet.